Mikkel Aarø-Hansen

Partnerskabet siger tak til Mikkel Aarø-Hansen

Photo: Wonderful Copenhagen

Der er nu holdt sidste styregruppemøde i Partnerskabet for bæredygtig turismeudvikling med Mikkel Aarø-Hansen efter han snart fortsætter det bæredygtige arbejde som generaldirektør i WFF.

24. september 2024

Mikkel Aarø-Hansen har siden sin tiltrædelse i Wonderful Copenhagen i 2015 sat et tydeligt grønt aftryk på hovedstadens turismeindsats og i de seneste par år spillet en stor rolle i partnerskabets styregruppe på vegne af Dansk Storbyturisme.

Behov for koordineret indsats

I forbindelse med opstarten af partnerskabet udtalte Mikkel Aarø-Hansen:

”Turisterne i storbyerne lægger rigtig mange penge gennem et højere forbrug end andre steder i landet. Derfor spiller storbyerne en central rolle i forhold til at nå de nationale målsætninger for bæredygtig turisme. Det er et ansvar, vi er meget bevidst om, og derfor har vi allerede gang i mange initiativer for en grønnere og mere social bæredygtig turisme i byerne. Det er et stort arbejde, og med det nye partnerskab får vi både boostet vores indsats og styrket koordineringen på tværs af byer og andre aktører.”

Og det har han i den grad bidraget til.

Styrkelse af Københavns grønne brand

Under Mikkel Aarø-Hansen ledelse har Wonderful Copenhagen lanceret sin første grønne strategi, Tourism for Good, som lagde fundamentet for en række banebrydende miljøprojekter. Han har været en central figur i at sikre, at bæredygtighed forblev i fokus gennem alle organisationens indsatser, hvilket har inspireret både kolleger og partnere.

Det grønne arbejde skal videre

"Du har været en grøn ledestjerne for mange af os som arbejder med grøn og bæredygtig turisme," udtaler senior project manager Mikal Holt Jensen fra Partnerskab for bæredygtig turismeudvikling. "Med din visionære tilgang har du sået frø til fremtidige bæredygtige projekter og indsatser både i København og for hele dansk turisme, og det bliver svært at fylde dine grønne sko.”

Mikkel Aarø-Hansens engagement vil blive savnet, men partnerskabet ser frem til det videre samarbejde om den grønne dagsorden efter tiltrædelsen i WWF.

Følg os:

Støttet med midler fra

Partnerskab for bæredygtig turismeudvikling © 2024
English